Alle anæstesigasser i klinisk brug i Danmark er kraftige drivhusgasser. Dette gælder for de halogenerede kulbrinter, isofluran, desfluran og sevofluran, såvel som for kvælstofforilte. Molekyle for molekyle har anæstesigasserne et opvarmningspotentiale over 100 år, GWP100, der er henholdsvist 130 (sevofluran), 265 (kvælstofforilte), 510 (isofluran) og 2540 (desfluran) gange større end CO2.
Anæstesigasser udgør en betydende del af sundhedsvæsenets CO2-udslip, i det engelske sundhedsvæsen omkring 5% sammen med drivgasser fra inhalationsmedicin til astma og KOL, mens danske regioners estimat ligger på 0,3%, hvilket formentligt er en undervurdering grundet den anvendte top-down model (se mere om klimaregnskab og livscyklusanalyse her).
At nedbringe forbruget af anæstesigasser vil være et vigtigt fokusområde for næsten alle anæstesiafdelinger, ofte i samarbejde med fødegange, børneafdelinger og akutmodtagelser, der benytter kvælstofforilte. Ethvert arbejde med grøn omstilling af klinikken bør baseres på lokalkundskab, men nogle generelle principper gør sig gældende:
Andre videnskabelige selskaber:
Database med livscyklusanalyser:
https://healthcarelca.com/database
Analyse af tabet af kvælstofforilte fra central forsyning:
https://www.bjanaesthesia.org/article/S0007-0912(21)00691-7/fulltext
Det globale opvarmningspotentiale for anæstesigasser: