Klimaforandringerne er den største trussel mod den globale sundhed i den 21. århundrede. Samtidig står sundhedsvæsenet i Danmark for en væsentlig del af det danske CO2-udslip, og anæstesi og intensiv terapi er ressourcetunge specialer med høje udledninger og et stort forbrug af medicinsk udrustning. Derfor er vi som anæstesilæger perfekt placeret til at gøre en forskel og mindske CO2-udslippet fra de danske operationsgange og intensivafdelinger. Læs med nedenfor og lær hvad du kan gøre og/eller kom med dine egne forslag til initiativer.
En vigtig del af arbejdet med bæredygtighed i sundhedsvæsenet er at måle på klima- og miljøpåvirkningen af det kliniske arbejde og sundhedsvæsenet som organisation. Dette hjælper til at danne overblik over den aktuelle situation og kan guide beslutninger og strategier.
Alle anæstesigasser i klinisk brug i Danmark er kraftige drivhusgasser. Dette gælder for de halogenerede kulbrinter, isofluran, desfluran og sevofluran, såvel som for kvælstofforilte. Molekyle for molekyle har anæstesigasserne et opvarmningspotentiale over 100 år, GWP100, der er henholdsvist 130 (sevofluran), 265 (kvælstofforilte), 510 (isofluran) og 2540 (desfluran) gange større end CO2.
Få lægemidler udgør et lige så stort klimaproblem molekyle for molekyle som anæstesigasserne, men lægemidler som helhed udgør trods dette omkring ¼ af det danske sundhedsvæsens CO2-aftryk. Ydermere findes humane lægemidler allerede nu mange steder i naturen og kan have skadelige effekter på blandt andet vandmiljøet. Derfor er det vigtigt at mindske forbruget og særligt spildet af lægemidler så meget som muligt.
Her kan du selv komme med dine egne forslag og ideer til at gøre den danske anæstesi og intensive terapi grønnere.
Det kan være en ide, I allerede har udført i praksis i din afdeling, noget I planlægger at gøre, eller noget du/I drømmer om at gøre, men endnu ikke er kommet i gang med.
Forslaget bliver offentliggjort i nedenstående skema, så vi alle sammen kan blive klogere.
Jørgen Wiis – formand (2023)
Line Malmer (2023)
Martin Schønemann-Lund (2023)
Eske Aasvang (2023)
Pernille Lennert (2023)
Samt 1 udpeget af DASAIMs bestyrelse
Christian Wamberg
Bæredygtighedsudvalget 1 formand og 4 medlemmer valgt på DASAIMs generalforsamling efter selskabets gældende vedtægter og 1 repræsentant fra DASAIMs bestyrelse.
Udvalgets medlemmer udgøres af repræsentanter, der har interesse for at fremme bæredygtighed, klima og miljø indenfor anæstesi- og intensiv behandling. Det er hensigtsmæssigt -men ikke et krav- at alle 5 regioner er repræsenteret i udvalget.
Der planlægges med 4 møder med fordelt over året. Ved behov kan antallet øges. Mødehyppighed besluttes af udvalget selv.
Udvalget arbejder for at fremme uddannelse, udvikling, kvalitet og forskning indenfor bæredygtighed, klima og miljø i anæstesi- og intensiv behandlingen i Danmark.
Udvalget rådgiver DASAIMs bestyrelse og øvrige udvalg under DASAIM i forhold omhandlende kliniske, uddannelsesmæssige, organisatoriske og forskningsmæssige forhold indenfor området. Derudover indgår udvalget i relevante samarbejdsrelationer på vegne af DASAIM for at sikre at andre relevante fagområder høres i fornødent omfang, samt at der er kontakt til og samarbejde med andre specialer, fagområder og faglige organisationer indenfor udvalgets arbejdsområde.
Udvalget formulerer oplæg til DASAIMs politik for fagområdet, herunder vejledninger og rekommandationer.
Udvalget kan på såvel eget initiativ som på opfordring tage relevante problemstillinger op.
Udvalget er ansvarlig for input til den videnskabelige mødeaktivitet ved DASAIMs årsmøde.
Udvalget kan nedsætte ad hoc arbejdsgrupper til at løse konkrete opgaver. En sådanne arbejdsgruppe vil referere direkte til udvalget og opløses, når opgaven er løst.
Udvalget er økonomisk ansvarlig for udgifter i forbindelse med udvalgsarbejdet i forhold til DASAIMs bestyrelse.
Udvalget refererer til DASAIMs bestyrelse. Udvalget udtaler sig således ikke som udvalg direkte til offentlige institutioner og organisationer.
Efter hver generalforsamling tages der stilling til, om udvalgets kommissorium skal revideres.